5½ måned som værtsfamilie
Det lå ikke fra starten i kortene, at vi skulle være værtsfamilie – ikke at tanken var os imod – det havde blot aldrig være med i vore overvejelser. Til gengæld var vores datter Sofie meget opsat på selv at ville afsted til USA som udvekslingselev efter 9. klasse. Vi undersøgte forskellige organisationer og valgte MyEducation, som vi fik anbefalet af flere bekendte. Efter besøg fra områderepræsentanten samt diverse andre forberedelser blev Sofie godkendt til at skulle afsted sommer 2016/17. At vi så selv endte med at blive værtsfamilie var lidt af en tilfældighed. Ved et arrangement i Sofies fodboldklub mødte samme områderepræsentant op og søgte en familie til en tysk pige på alder med vores egen datter.
Da repræsentanten nævnte pigens interesser (naturen, dyr (især hunde), ridning, fodbold, musik etc.), kiggede vi på hinanden og tænkte vist samme tanke – at de interesser matchede ret godt til vores familie. Vi har både hest, hund og kat, bor i en skov, Sofie spiller fodbold og elsker musik.
Beslutningen var dog for stor til at blive truffet på stående fod, så vi aftalte med My Education, at de ville sende pigens papirer til os, og at vi så kunne drøfte det i familien. Det gjorde vi så, og da vi syntes, at vi havde både tid og plads til at huse en teenager mere, besluttede vi os snart for at sige ja.
Efter en tid fik vi den første mail fra Julia, og i de næste par måneder skrev vi flittigt sammen på kryds og tværs – vi skrev med Julia, Julia og Sofie skrev sammen, vi skrev med Julias forældre etc.
Som tiden nærmede sig, meldte diverse tanker sig – kunne vi nu leve op til Julias forventninger – var vi overhovedet spændende nok som familie – skulle vi til at være mere aktive – var det slut med at optræde i hyggebukser og ligge på sofaen osv. osv. Rent praktisk fik vi gjort Julias værelse klar, taget beslutning om hvilken skole Julia skulle gå på (de praktiske ting med kontakt til skolen osv. sørgede My Education for). Vi valgte, at Julia skulle gå i samme skole som Sofie – enten i klasse eller parallelklasse.
Midt i januar landede Julia i Aalborg Lufthavn – det er svært at sige, hvem der var mest nervøs – hun eller os. Vi hastede direkte fra lufthavnen til et fodboldstævne i Hjørring, så det var mørkt og næsten aften, før vi var hjemme i vores hus i Aalborg – som også skulle være Julias hjem de næste knapt 6 måneder. Julia fik en rundvisning i huset og blev installeret i sit nye værelse, og hun og Sofie forsvandt op hos Sofie og fik snakket en del sammen.
De næste dage lærte vi langsomt hinanden at kende – Julia havde noget hjemvé den første tid – det var praktisk taget første gang, hun var væk fra sin familie, så der var ikke noget at sige til, at hun var lidt beklemt ved situationen. Det var svært for os at se hende ked af det, men heldigvis var hun meget åben omkring det og lukkede sig f.eks. ikke inde på sit værelse.
Ret hurtigt blev det hverdag med skolegang, fodbold etc., og vi vænnede os til hinanden – vi til at have et 3. barn i familien, og hun til at bo i Aalborg, langt væk fra sin familie i det sydlige Tyskland.
Sofie og Julia var på mange måder ret forskellige. De havde det fint sammen uden på nogen måder at blive slyngveninder – det skulle vi nok lige vænne os til alle sammen – Julia inklusive – men det er der jo ikke noget galt i. De hjalp hinanden med skolearbejde, snakkede og havde det fint sammen, men havde også hver især en vennekreds. Julia begyndte f.eks. at gå til håndbold – en sport hun aldrig før havde dyrket – og fik også derigennem nye venner.
Vi havde nogle fantastiske måneder sammen med Julia – hun faldt godt ind i vores familie – og syntes det var helt OK at ligge på sofaen og at gå i hyggebukser herhjemme. For hende var en god dag ikke nødvendigvis at være på sightseeing – det vigtigste var at have familien som base og nyde det nære. Hun elskede at gå i skoven og til fjorden med hunden, gerne sammen med mig, men også gerne alene.
Julia tog 9. klasses afgangseksamen med gode karakterer – hun talte efterhånden flydende dansk og jeg tror faktisk også, at hun i stigende grad følte sig som dansker.
Det var svært at tage afsked med Julia, da hun skulle hjem igen til sommerferien – men vi har tæt kontakt, både på skype og gennem små beskeder. Sidst vi skypede, sagde Julia: ”Tine, jeg har Danmark hjemvé” – det rørte mig helt ind i hjertet.
Alle mine bekymringer blev fejet af banen, da først Julia var hos os – det har helt igennem været en stor oplevelse at få lov at have et ungt menneske i sin familie.
